Myanmar: Glemt, overset eller ignoreret? - med Helene Maria Kyed
33 min
Intet nyt er bedre end dårligt nyt, kommer man nogle gange til at sige. Men ofte passer det ikke. Det gør det i særdeleshed ikke, når det handler om situationen i Myanmar. ”Jeg oplever, at folk kommer til mig og siger ’nå, er der kommet fred og ro i Myanmar, for vi hører jo aldrig om det?’ Og så kan jeg jo så fortælle, at nej, det er faktisk meget værre, end det var, da jeg frekventerede medierne, og der faktisk var opmærksomhed på det for vel omkring fem år siden.” Sådan siger Helene Maria Kyed, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, som har beskæftiget sig med Myanmar siden 2014. Hun er gæst i denne episode af Højtryk, hvor vi gør status på situationen i landet og taler om konsekvenserne af, at det er gledet langt, langt ned på den internationale dagsorden. Myanmar er hjemsted for den længst varende borgerkrig i verden. I årtier har eksempelvis etniske oprørsgrupper i grænseregionerne mod Kina og Thailand kæmpet for mere selvbestemmelse, men efter militærkuppet i 2021 er de mange regionale borgerkrige i en eller anden grad smeltet sammen med den væbnede modstand mod militærstyret. Gæst: Helene Maria Kyed, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Vært: Laurits Holdt Lydmix: Aske Madsen Højtryk udgives af Globalnyt, og redaktionen består af Kirsten Larsen og Laurits Holdt, som kan kontaktes på kirsten.larsen@globalnyt.dk og laurits.b.holdt@globalnyt.dk